Den køkkenansvarliges rolle
På skolen skal I have ansat en køkkenansvarlig, som er den primære kontaktperson mellem os og jer
Her kan I læse lidt mere om, hvordan det fungerer ifbm. den køkkenansvarlige på skolen. Maden skal nemlig delvist tilberedes af en køkkenansvarlig, i skolens eget køkken.

Sådan fungerer det med:
Ansættelse
Fru Hansens Kælder hjælper med udregning af timer, personalesammensætning og forslag til konkrete stillingsopslag med hensyntagen til kvalifikationer. Det kræver ikke en køkkenfaglig uddannelse, men der er et krav om at man kan begå sig i et køkken og at man har et godt overblik. Skolen står selv for selve ansættelsen.
Timer
Selvom vi har forenklet mange processer, kræves der stadig tid til tilberedning, servering og rengøring. Vi laver præcise beregninger på antal timer, når vi kender jeres elevtal. Men eksempelvis vil der ved 150 elever kræves cirka 40 timer fordelt på 2. køkkenansvarlige og ved 300-400 kræver det cirka 70 timer fordelt på 3.
Opstart
Vi sørger for grundig oplæring af skolens køkkenansvarlige, skoleleder og andre medarbejdere som skolen kan se behov for, har viden om frokostordningen. Vi står desuden altid til rådighed ift. spørgsmål omkring mad, mængder, allergener mv.
Bestilling
Vi stiller vores eget bestillingssystem til rådighed. Her kan I bl.a. bestille maden, se den fulde menu og justere jeres elevtal, så den altid udregner den rætte mængde mad.
Sygdom, ferie eller orlov
Hvis den køkkenansvarlige bliver syg – hvad gør man så?
Bliver jeres køkkenansvarlige syg eller forhindret i at møde op, er der heldigvis flere løsninger. Børnene kan stadig få god mad – uden at gå på kompromis med smag eller kvalitet. Hvilken løsning der passer bedst til jer, afhænger af skolens ressourcer og ønsker.
Men først og fremmest anbefaler vi, at skolen altid har mindst to vikarmenuer på lager. Vikarmenuerne er enkle og lette at håndtere. På den måde kan de fleste, også uden erfaring i køkkenet, sørge for frokosten.
Derudover er der to muligheder, som kan bruges hver for sig eller kombineres:
1. Oplæring af interne vikarer
Når I starter op med Fru Hansens Kælder, sørger vi for at flere medarbejdere på skolen bliver introduceret til køkkenet. På den måde kan de træde til, hvis den faste køkkenansvarlige er syg.
2. Brug af eksternt vikarbureau
Hvis skolen kun har én køkkenansvarlig, kan det være en fordel at have adgang til et eksternt vikarbureau. Vi sørger for en enkel og overskuelig vikarguide, så en vikar hurtigt kan sætte sig ind i opgaven og sikre, at frokosten bliver lavet korrekt.

Sådan kan en dag i køkkenet se ud

Go' morgen
Dagen starter i ro og mag. Der laves måske en lille kop kaffe, tændes for ovne, og dagens menu og leverancer gennemgås. Er det leveringsdag, tages der imod varer og måles temperatur til egenkontrol.

Forberedelser i gang
Grøntsager skylles og snittes, brød tages ud af fryseren, og der bages, koges og steges. Måske er der elever med i køkkenet som en del af madkundskab eller valgfag – og så bliver der også talt lidt om bælgfrugter, snitteteknik og råvarer.

Dagens varme ret gøres klar
Hovedretten til dagens frokost færdiggøres, og de sidste grøntsager klargøres.

Anretning og servering
Maden anrettes i termokasser eller fade, alt afhængigt af, om eleverne spiser i klasselokalet eller i en spisesal. Der pakkes små bøtter med toppings, gnavegrønt og brød – så det hele er let at overskue for børnene.

Udlevering og kontakt med elever
Der er tid til at hilse på nogle af de elever, der henter maden – og måske høre lidt om, hvad de glæder sig mest til at spise. Det giver både inspiration og indsigt til fremtidige menuer.

Rengøring, opfølgning og tak for i dag
Køkkenet ryddes op og gøres klar til næste dag. Dagen afsluttes med et kig på den kommende uges menu og er det bestillingsdag, logges der ind på bestillingssystemet og bestilles varer til den kommende uge.
Spørgsmål?
Tøv endelig ikke med at ringe til os på 33 14 45 54 eller skriv os en mail